GULDMØDE i Odense

Fredag 24. maj kl.11.00-18.00
har Dina Vejling i Odense på flere parametre guldmøde,
når hun får besøg af tre, af hendes kunstnere i butikken.
Den ene er mig 🙂

Dina skriver:
At være ‘sin vægt værd i guld’ fortæller at man er en dyrebar person og det er dyrebare mennesker vi får besøg af. Derudover skaber de billedlig talt guld i deres værksteder. 
 Smykkekunstner Karina Noyons er tilbage med sin guldvægt og smykker. Du kan komme forbi med dine guldsmykker, som måske har ligget så længe uden at blive brugt, at det er tid til at give dem nyt liv i form af et andet smykke.
Karina kan med dit guld, skabe et smykke fra sit arbejdsbord der passer til dig. 

Der er en vis tyngde over materialet guldet og når først man har fornemmet det, så er det svært ikke at ønske sig guldsmykker. Måske er du en af dem der skal giftes, eller ikke fik en ring da du blev gift.
Du er velkommen til at komme og prøve den serie vielsesringe Karina har skabt ved arbejdsbordet, måske en af dem taler til dig og jeres ægteskab.

Fra tegnefællesskabet SUMO illustration får vi besøg af Lea Hebsgaard Andersen og Anna Jacobina Jacobsen. De ankommer med en mappe under armen med originale tegninger, samt billeder trykt på træ. Vi hænger en serie af deres FOLK op, som I muligvis kender fra udstillingen i vores galleri RUMMET. De store FOLK tegnet at kunsterne har hver deres personlighed og skal måske befolke dit hjem? Måske vil du gerne høre hvordan man bliver tegner, eller blot beundre de facsinerende streger de to kunstnere kan fremvise. 


Karina Noyons har uddannet sig til smykkekunstner på skoler i Holland og Danmark. Hendes arbejder har en velkendt nordisk enkelhed, ofte i ædelmetal, og indimellem tilføjet andre omhyggeligt udvalgte materialer til overraskende ideer samt en konceptuel og nytænkende tilgang til smykker. Noyons har udstillet i ind- og udlandet. Bl.a. indkøbt af Statens Kunstfond.

Værkstedsfællesskabet SUMO illustration er et trekløver bestående af Anna Jacobina Jacobsen, Stine Illum og Lea Hebsgaard Andersen. De har illustreret bøger, hjemmesider, julekalendere, tegneserier, bygget kæmpe figurer af papir, lavet udsmykninger, udstillinger og meget mere. De har været  shortlistet, nomineret og fået tildelt illustratorpriser af bla Statens Kunstfond. 

Vel mødt hele dagen til hyggeligt samvær hos
Dina Vejling og Co.
Brandts Passage 30
5000 Odense

DINA VEJLING